Om scenariet

Krigens Arv er et forhandlingsscenarie om magt, prestige og masser af konflikt, sat i en fiktiv mytisk middelalder setting. Et spil omhandlende rigets mest magtfulde slægter, der alle er mødtes for at dele byttet, hæderen og æren efter en lang og blodig borgerkrig. Kongen er død, og hans eneste overlevende arving er et spædbarn, der endnu ikke kan bære kronen. Derfor har enkedronningen kaldt til stormøde for rigets fremmeste stormandsslægter for at danne en formynderregering og beslutte hvad der skal ske med de slagne slægters jorder og ejendomme.

Derudover har mange af slægterne masser af interne stridigheder, i høj grad udsprunget af den netop overståede borgerkrig. Stormødet giver masser af mulighed for endelig at skubbe sin rivaler ned i mudderet for at ophøje sig selv, i det nye styre. Helt konkret tager scenariet sin form omkring Kongens jagthytte med tilhørende gildesal, der sammen med en lejrplads udgør rammen for spillet. Der skal kæmpes om de slagnes jorder. Der skal kæmpes om poster i formynderregeringen og der skal føres retssager og interne stridigheder. Der er masser af skeletter i skabene hos slægterne og nu handler det om at trække dine fjender ned i sølet, så du kan gå barfodet over. 

Alle slægtsmedlemmer får alle skrevne roller, ud fra egne oplæg, der vil indeholde relationer, fjendtlige som venlige, konkrete målsætninger og deadlines. Eftersom scenariet i høj grad er bygget op om konflikter og målsætninger, der skal opnås, kræver scenariet i høj grad at man spiller med henblik på at give den gas og aktivt spiller efter ens udleverede rolle. Scenariet varer relativt kort tid. Hvis de forskellige grupper og roller bliver ved med at bakke ud for at ”hygge sig” og ikke gør en aktiv indsats for at opnå deres udstykkede mål, falder scenariet til jorden og bliver et kro-scenarie, hvilket bestemt ikke er meningen.

Derfor: Spil for konflikt og spil for at udføre dine mål, i den forstand at man ikke skal spille destruktivt. Jo værre det går for ens rivaler og jo større armbevægelser man spiller med, jo bedre … Scenariet er ikke et brætspil, der skal knækkes. Det er de sociale relationer mellem grupper og roller, der er scenariets ”oplevelse” og ikke et spil om at man skal være offgame ”smart” for at vinde.