Liljenhøj

Denne prestigefyldte slægt har haft det store held at de er indehavere af de sidste knoglerester af missionæren Gerhard af Pommeren, der var den første til at vandre i Kongeriget og omvende dens folk til den nye Kristendom. Derudover har de også i deres besiddelse et stykke af det kors Jesus blev korsfæstet på.

Mange pilgrimme har derfor igennem tiden vandret forbi deres slægtsborg Liljenly, for at bede ved de hellige relikvier.

Dette har også givet dem gode muligheder i kirkens tjeneste, og slægtens onkel, ærkebiskop Vilhelm sidder ved enkedronningens side.

Liljenhøj kom desværre kom på den forkerte side under borgerkrigen, pga. deres nordlige position, omgivet af oprørske stormænd, så for at sikre deres egen hud, dragede de sværd mod kronmagten.

Nu da oprøret er knust har de kastet sig på knæ for sejrsherrene, og heldigvis har deres onkel udnyttet sin position som ærkebiskop til at skaffe dem noget af deres land tilbage.

Det sidste kommer de dog til at slås for, men heldigvis har de et rygte for at kunne udøve mirakler ved hjælp af deres relikvier. Noget de før har udnyttet til egen fordel.

Roller

Cecilia Liljenhøj - Voksen (Ingrid Kaaber Pors)

Slægtens overhoved, der pludselig måtte vokse med opgaven, da en borgerkrig brød ud blandt rigets nordlige slægter og kongemagten. Her måtte Cecilia trække på alle sine erfaringer lært i sin ungdom, og lede slægten i en krig, de ikke helt var 100% investeret i. Heldigvis har hun haft gode råd fra både fra slægtens rådgiver, Halfdan, samt fra slægtens fremmeste ridder, og dennes imponerende fæstning, Vanneborg. Cecilia er kendt for altid at holde hovedet koldt i pressede situationer, men er måske ikke altid god til at indgå kompromisser, der kommer begge parter til gode.

Bernard Liljenhøj - Mirakelbroderen - Voksen (Mikkel Bistrup Andersen)

Den mellemste søskende i Liljenhøj flokken og med sin broder er han kendt som den ene af de to mirakelbrødre. Sammen med sin yngre broder bruger han slægtens højt skattede hellige relikvier på at hæve slægtens prestige. Under krigen red han altid bag sin søster med relikvierne i hånden og hævede moralen blandt stridsmændene, vel vidende om at Gud var på deres side. Gud kunne dog ikke vinde krigen for dem, selv med artefakterne på oprørets side, og nu må Bernard se sig om efter nye muligheder. Han har altid været kendt for at være lidt af en populist, der mænger sig med både lav som høj til egen vindings skyld. Alle forventer i hvert fald at den ambitiøse unge mand, kigger efter de tommer sæder ved enkedronningens hof…

Biskop Petrus Liljenhøj – Mirakelbroderen (Rune Frederiksen Hald)

Ung

Den yngste af Liljenhøj slægten, der har gået i kirkens tjeneste, og offentligt er han kendt som den ene af de to mirakelbrødre fra Liljenhøj. Han har haft en bemærkelsesværdig hurtig karriere i Guds tjeneste, og er den officielle kurator for slægtens hellige artefakter.

Han er også den yngste biskop nogensinde udnævnt i riget, hvilket hans politiske modstandere henleder til ren nepotisme. Biskop Petrus onkel er nemlig Ærkebiskoppen af Lidris, og den højst rangerende gejstlige i riget, hvilket kan have påvirket udnævnelsen.

Biskop Petrus mener dog selv at det klart er fordi slægtens er favoriseret af Gud, og verdslige magter intet har at gøre med sine meteoriske karrierer spring. Alle andre er bare misundelige…

Halfdan - Voksen (Moxxie Hallø Nellemann)

Halfdan er rådgiver for de unge slægtsmedlemmer i Liljenhøj, der har brug for erfaring og visdom, når de navigerer det komplekse spindelvæv af alliancer, gamle pagter og fejder, der eksisterer blandt familierne. Efter at have været på den forkerte side i oprøret, siger det sig selv at Halfdan har travlt med at få slægten på ret køl igen. Alle deres konfiskerede jorder, skal tilbage i deres egne hænder igen, de skal have genskabt alliancer og indvundet sig i hoffets favør atter engang. Halfdan lader altid til at vide en smule mere om alt og alle, end alle andre, der sidder rundt om bordet, hvilket til denne slags forhandlinger kan være mere skræmmende end et skarpt og hurtigt sværd.

Ridder Erik af Vanneborg - Voksen (David Christensen Stensaard)

Vassal for slægten. Den erfarne ridder, har i årevis tjent Liljenhøj slægten, og har i sin besiddelse den mægtige fæstning, Vanneborg, der beskytter den nordlige kyst mod angreb fra vilde vendere. Denne borg, var derfor også en vigtig brik i borgerkrigens indledende faser, hvor den blev belejret af Krondahl, der ikke havde styrken til at storme borgen, men omvendt havde ridder Erik heller ikke ressourcerne til at bryde belejringen. Efter et år, da der ikke var flere rotter, bælter og sko tilbage i fæstningen, rømmede ridderen sin borg i nattens ly, for at skåne sine tilbageværende husholdning fra at sulte ihjel. Selvom han havde gjort sin pligt, og holdt ud længere end nogen havde regnet med, ved alle at det piner ridderen, at hans prestigefyldte borg, er i Krondahls hænder. Dog kun på nuværende tidspunkt…