Torgeir

Denne slægt har gamle aner tilbage fra da kongeriget oprindeligt blev grundlagt, og har alle dage holdt hårdt på deres ret til at fejde frit blandt naboer.

Ofte har kongemagten dog kunne begrænse dem til at plyndre rigets fjender og naboer i stedet for deres egne. Derfor er de også den eneste slægt uden en befæstet borg, da Kronmagten aldrig har givet dem tilladelse til at oprette sådan en i deres ørige. Torgeir har dog altid fastholdt at deres flåde er slægtens mure og tårne i stedet.

Kristendommens indtog satte dog en dæmper på disse traditionelle togter, men Torgeir slægten sejlede i stedet mod øst og plyndrede de vilde vendere og kaldte det Guds gerning.

Derfor var det kærkomment da borgerkrigen brød ud, og slægten nu havde mulighed for at gøre det de gør bedst, nemlig at drage ud i deres skibe og angribe udsatte kystområder.

Kronen holdt vejret for at se hvilken side de krigslystne Torgeir valgte, og må have draget en lettelsens suk, da slægten erklærede for kronen.

Der har dog altid været strid mellem rigets marsk og Torgeir-slægten, der rettelig mente at denne post tilfaldt dem, og i stedet sejlede de afsted for at kæmpe, som de fandt bedst. Onde tunger vil sige, at de har plyndret mere end kæmpet, og at nogle af målene endda har været stormandsslægter loyale mod kronen.

Slægten ledes af Katla Torgeir, datter og eneste overlevende arving efter den mægtige Styrbjørn Stærke. Katla har aldrig bundet sig i ægteskab og har brugt hele sit liv på at sejle, først med sin fader, og nu i fronten af den mægtige Torgeir-flåde.

Med sig har hun sine to bastardsønner, der begge er afsat mere eller mindre med ægtefællernes gode vilje.

Torgeir-slægten er draget afsted til møde med enkedronningen for at gøre krav på de jorder der burde tilfalde dem, og for at tage den åbne Marsk post, de burde have haft for årevis siden.

Roller

Katla Torgeir - Voksen (Junie Nasja Bro-Jørgensen)

Den mægtige og frygtede Katla af slægten Torgeir. Datter af den tidligere Marsk Styrbjørn Stærke. Betvinger af havene omkring kongeriget og leder af rigets største flåde af skibe. Siden hun overtog ledelsen af Torgeir-slægten for mange år siden, har Katla været ombejlet af rigets mænd, unge som gamle - for hvem end der har en alliance med Torgeir, har en af rigets største militærmagter i ryggen. Katla har dog altid sørget for at forblive en fri kvinde, og som en ægte sømand har hun haft flere mænd i flere havne, og er med tiden nedkommet med to bastardsønner. Selvom hendes sønner har været gode kaptajner for hende, er der ingen tvivl om at det er Katla, der bestemmer hvorhen flåden sejler og hvem den kæmper for og imod.

Harald Torgeir (Niels Christian Selchau-Mark)

Voksen

Den ældste af de to Torgeir Bastarder og mors øjesten, der ikke kan gøre noget forkert. Slægter sin bedstefader på, er meget ærekær og trives bedst med vind i håret og en økse i hånden. Han har dog trodset sin moder, da han kort før borgerkrigen kidnappede den eftertragtede Dyveke Liljenhøj fra en rivaliserende slægt, med henblik på at kræve løsesum for hende. Desværre, eller heldigvis, alt efter hvordan man ser på det, så har der blomstret ægte kærlighed mellem de to, og de har under Guds åsyn indgået ægtepagt. Dette har Liljenhøj-slægten selvfølgelig kæmpe problemer med, og moder Katla der også havde andre planer med sin søn, har ingen intentioner om at knytte bånd til den rivaliserende slægt.

Dyveke af slægten Falkenskjold - Voksen (Louise Steingrimur Bisbo)

Dyveke er en glad og romantisk anlagt kvinde, der har brugt meget af sin ungdom på at læse romantiske historier om brave riddere og ungmøer, og har alle dage drømt om at skulle gives til en flot og brav mand. Det var derfor en kæmpe skuffelse, da hun fandt ud af, at hendes familie planlagde at give hende væk i en vag og ringe ægtepagt som et led i hendes faders allianceplaner. Heldigvis kom tre skibe sejlende en dag, hun var nede og kræve skatter fra en af slægtens fiskeribyer, og den flotte og stærke Harald Torgeir slæbte hende afsted som gidsel. Det var lige præcis sådan en ægtefælle hun altid havde drømt om, og kort tid efter giftede de sig uden deres familiers velsignelse. Dette har selvfølgelig skabt endnu mere fjendskab mellem de to slægter, end der var i forvejen, men de to nyforelskede har tilsidesat al fornuft for at udleve deres nye ægteskab. Heldigvis er Dyveke en del klogere end sin nye mand, og prøver at navigere ham så godt hun kan igennem magtens korridorer, alt imens hun holder hans heftige temperament i ave.

Toke Torgeir - Voksen (Sune Jensen)

Yngste søn af Katla Torgeir og med et noget mildere temperament end sin ældre broder. Selvom Toke kan sejle et skib og svinge en økse lige så vel som enhver Torgeir, har han i de senere år kastet omkring sig med tankerne om at omdanne den mægtige krigsflåde til en mulighed for handel, der vil kunne bringe velstand hjem til Torgeirs ørige. Dagene med plyndringstogter er forbi, og kirken kalder til Korstog mod de vilde vendere. Snart er der ikke nogen reelle mål tilbage at plyndre, så slægten må lægge deres kurs om, hvis de vil bevare deres magt og status. Indtil videre er dette dog faldet for døve ører, så Toke har måtte kigge andre steder for at få opbakning. For nyligt ranede Tokes ældre broder den unge Dyveke Liljenhøj, og ødelagde derfor det ægteskab, deres moder havde aftalt med familiens vigtigste allierede, slægten Griffenhjelm. For at gøre skaden god igen blev Toke givet som bud i stedet for, hvilket slog skår i forholdet til den ærekære Griffenhjelm-slægt.

Tora af slægten Griffenhjelm - Voksen (Vibeke Pagh Schultz)

Ældste datter af Griffenhjelm-slægten, hvori det fyrrige slægtsblod løber tykt og stærkt. Derfor var hun også et godt match til Harald Torgeir, et ægteskab hun havde set frem til - men i stedet for fik hun den svagere yngre broder, som resterne til køterne omkring gildebordet. Tora er endnu ikke kommet sig over fornærmelsen, og ser selvfølgelig ikke på den nye brud Dyveke med milde øjne. Imidlertid har hun dog andre problemer, da hendes egen slægt under borgerkrigen har haft et internt opgør med de forhadte Sortenravne. Det er kun pga. kongens indgriben at hendes fader ikke knuste deres slatne ærkerivaler, og som forsoning mellem Griffenhjelm og Sortenravn blev Toras elskede lillesøster giftet til deres rivaler i en forfærdelig ægteskabspagt. Tora har derfor tænkt sig at trække på relationerne mellem Griffenhjelm og Torgeir til at lægge et pres på Sortenravn-slægten.