Roller og grupper
Herunder kan du se en samlet oversigt og beskrivelse af alle scenariets slægter. Du kan også finde alle offentlige beskrivelser på rollerne i slægterne:
Drachenfeld med sølv og ild… Sådan går den gamle vise, som betalte skjalde og slægtens egne medlemmer gjaldrer ved hver en lejlighed.
Rige, pompøse og fulde af dem selv har Drachenfeld altid stået som en af rigets mest magtfulde og indflydelsesrige slægter. Overhovedet er Hr. Drachenfeld, rigets kansler, som er berygtet for åbenlyst at have fået sin egen broder bragt af dage og giftet sig med sin broders enke for at holde på hendes jorder.
Heldigvis for alle døde Hr. Drachenfeld i krigens sidste stunder, og har dermed gjort verden til et bedre sted. Slægten ledes nu af hans ældste datter, der ellers har været forvist i kloster før borgerkrigen brød ud.
Desværre har slægten lidt et knæk i deres prestige, da den nye frøken Drachenfelds første handling som overhoved var at betale kongens lejesvendes udestående sold for dermed at holde dem i felten. Det har fået mange til at hviske i krogene, at imens de led økonomisk under krigen, har Drachenfeld-slægten hele tiden haft midlerne til at kunne løse striden hurtigt og mere effektivt.
Denne prestigefyldte slægt har haft det store held at de er indehavere af de sidste knoglerester af missionæren Gerhard af Pommeren, der var den første til at vandre i Kongeriget og omvende dens folk til den nye Kristendom. Derudover har de også i deres besiddelse et stykke af det kors Jesus blev korsfæstet på.
Mange pilgrimme har derfor igennem tiden vandret forbi deres slægtsborg Liljenly, for at bede ved de hellige relikvier.
Dette har også givet dem gode muligheder i kirkens tjeneste, og slægtens onkel, ærkebiskop Vilhelm sidder ved enkedronningens side.
Liljenhøj kom desværre kom på den forkerte side under borgerkrigen, pga. deres nordlige position, omgivet af oprørske stormænd, så for at sikre deres egen hud, dragede de sværd mod kronmagten.
Nu da oprøret er knust har de kastet sig på knæ for sejrsherrene, og heldigvis har deres onkel udnyttet sin position som ærkebiskop til at skaffe dem noget af deres land tilbage.
Det sidste kommer de dog til at slås for, men heldigvis har de et rygte for at kunne udøve mirakler ved hjælp af deres relikvier. Noget de før har udnyttet til egen fordel.
Denne slægt har man alle dage skulle træde varsomt omkring, da den er fyldt med ærekære og hidsige medlemmer. Specielt den nye herre af Griffenhjelm har ekspanderet voldsomt på bekostning af sine naboer, hvilket flere gange har bragt ham i problemer med både kirke og kronen.
Da borgerkrigen brød ud, var det dog Griffenhjelms forhadte rivaler, Sortenravn, der benyttede mulighedens kaos til at krydse grænsen og hærge og plyndre på Griffenhjelms jord.
Heldigvis ved slægten at når nogle begiver sig i fejde, så handler det om at slå hårdt igen, hvilket var det Griffenhjelm gjorde for at beskytte deres gods. Dette resulterede i at før måneden var omme lå arvingen af Sortenravn slagen og slægtens yngste søn var invalideret og kvæstet. Desværre stoppede kongen konflikten, før Griffenhjelm kunne brænde deres forhadte fjenders slægtsborg ned til grunden med alle dens feje, usle niddinger indeni.
For at gnide salt i såret tvang kongen de to slægter til at begrave striden gennem ægteskab og nu er Griffenhjelms elskede yngste datter viet ind i deres rivalers familie – til alles store foragt.
Nu er kongen dog slagen og borte, og hvem ved, hvor længe freden holder mellem de to slægter… Samtidig sidder det tilbageværende hof og raser over at de to slægter spildte folk og ressourcer på at kæmpe mod hinanden, imens andre slægter blødte mod den sande fjende…
Dette er en sammensmeltning af to gamle slægter, Gyldenstjerne og Hvidenhind, der i generationer har ligget på hver deres side af den store fjord, der går dybt ind i rigets hjerteland og derfor har været en vigtig handelsrute med mulighed for at kræve told.
I årtier har der været fejder mellem dem, indtil de for en håndfuld år siden begravede striden og giftede deres familier ind i hinanden, og dannede et råd sammen.
Siden da har de to ældre overhoveder haft sæde på hver deres side af fjorden, men indvilget i ikke at tage større beslutninger uden at tage den anden med på råd.
Dette har selvfølgelig skabt problemer for andre slægter, der finder det yderst trægt, at alt skal igennem en komité for at blive afklaret. Specielt fordi de to gamle overhoveder oftest ikke er enige, og beslutninger kræver enstemmighed ifølge deres interne aftale.
Til gengæld er slægten bragt tilbage til god velstand efter at have været på ruinens rand efter årtier med interne fejder.
Det viste sig, at slægten heller ikke var enige om, hvad side de skulle slutte sig til i borgerkrigen. Dette løste det ene af de gamle overhoveder dog hurtigt ved personligt at slå sin oprørske ældste søn ihjel og skrinlægge alle tanker om forræderi mod kronen.
Valdemardynastiet har i generationer givet kronen fra den ene Valdemar til den næste og hersket over kongeriget fra deres hovedsæde i byen Lidris.
Borgerkrigen krævede dog både kongen og kronprinsens liv, så kronen er nu tilfaldet enkedronningens sidste barn, der er et vuggebundet spædbarn.
Hoffet består typisk af kongen plus dennes råd bestående af Marsken, Kansleren og Drosten.
Både Marsk Stridsland og Kansler Drachenfeld døde begge i krigen på hver deres side, hvilket har efterladt positionerne åbne.
Marsken leder kongens hær og har stor militær indflydelse.
Kansleren bestyrer rigets finanser og er kongens tætteste rådgiver.
Begge poster er yderst eftertragtede, og hvad end slægt der bestrider embedet, vil bringe magt og prestige til sin familie.
Enkedronningen taler dog på kongens vegne, og det er altid en god ide at være på kronens gode side.
Allerede fra starten var Krondahl nogle af de første til at støtte op blandt Kronmagten mod det nordlige oprør, specielt da slægtens nye overhoved endelig gerne ville ud og vise sit værd med sværd og skjold.
Desværre for denne, var det den yngre søster af familien, der fik lov at skinne, for imens Krondahls folk belejrede fjendens borge, havde hun sluttet sig til den unge kronprins, der netop var udnævnt til rigets Marsk.
Her gav hun gode råd, og sørgede for at planlægningen og logistikken gled flydende under den unge Marsks første felttog, hvilket medførte stor succes.
Dette har selvfølgelig gjort det allerede giftige forhold mellem de to søskende endnu værre end det er i forvejen.
Ingen kan dog undsige at det har givet masser af royal favør til Krondahl, desværre bare til den forkerte person alt efter hvordan man ser på det…
Denne prestigefyldte slægt har haft det store held at de er indehavere af de sidste knoglerester af missionæren Gerhard af Pommeren, der var den første til at vandre i Kongeriget og omvende dens folk til den nye Kristendom. Derudover har de også i deres besiddelse et stykke af det kors Jesus blev korsfæstet på.
Mange pilgrimme har derfor igennem tiden vandret forbi deres slægtsborg Liljenly, for at bede ved de hellige relikvier.
Dette har også givet dem gode muligheder i kirkens tjeneste, og slægtens onkel, ærkebiskop Vilhelm sidder ved enkedronningens side.
Liljenhøj kom desværre kom på den forkerte side under borgerkrigen, pga. deres nordlige position, omgivet af oprørske stormænd, så for at sikre deres egen hud, dragede de sværd mod kronmagten.
Nu da oprøret er knust har de kastet sig på knæ for sejrsherrene, og heldigvis har deres onkel udnyttet sin position som ærkebiskop til at skaffe dem noget af deres land tilbage.
Det sidste kommer de dog til at slås for, men heldigvis har de et rygte for at kunne udøve mirakler ved hjælp af deres relikvier. Noget de før har udnyttet til egen fordel.
Høgen flyver med vinden… Sådan lyder omkvædet i Høgsholt slægtssangen, og de har alle dage været kendte for at mele deres egen kage. Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, da Høgsholt sluttede sig til de oprørske stormænd, som protest mod Kongen og Kanslerens konstante skatteudskrivninger.
Måske kom det ikke som en overraskelse, at Høgsholt sluttede sig til oprørerne, men det kom bestemt som en overraskelse for oprørerne, da de igen skiftede side, til kronen, i krigens afgørende fase.
Den mægtige fæstning, Krakly, stod som et bolværk mod kongens svende og trak uendelige ressourcer ind i belejringen, så planen var at stå fast og håbe på at kongens betalte lejesoldater, løb tør for sold, og drog hjem.
En mørk og stormfuld nat, vågnede Høgsholt dog til dåd, slog borgherren ihjel i sin seng, overmandede vagterne og åbnede portene for Kongens folk, der strømmede ind og i en blodrus slagtede alle oprører, der stadig befandt sig i Krakly.
Der blev dog gjort hård modstand og både Kongen og rigets Kansler døde i de hårde kampe.
Nu står de ved krigens afslutning på tabernes side og det er kun med Guds nåde, at deres hoveder stadig sidder på kroppen.
Slægten er nu dukket op til mødet, mærket af skam og skal slås for at beholde deres jorder og gods.
Rosenskjold er en gammel og meget fornem slægt, der selvfølgelig holdt deres ed overfor Kronen under borgerkrigen. Desværre har slægten båret en stor del af byrden specielt i krigens sidste fase, hvor deres jorder er blevet plyndret kraftigt af fjenden, og værst af alt: Overhovedet og begge dennes arvinger er alle faldet på ærens mark.
Dette skabte muligheden for, at slægtens vasalridder kunne springe til sin frues tjeneste og gifte sig med hende – og derved rejse sig selv til en position af stormand.
Ingen ved rigtig hvad der er sket, men vielsen er fundet sted og slægten har nu en ny stormand til at lede Rosenskjold gennem krigens efterdønninger.
Flere andre slægter kigger dog skævt til dem under påstand af, at de ser enkens nye mand som en opkobling. Men i virkeligheden er alle bare misundelige over, at de ikke selv fik giftet dem selv eller deres unge sønner ind i denne prestigefyldte slægt…
Slægten Sortenravn har altid været kendt for at være ekstremt ambitiøse og har i generationer arbejdet på at udvide deres magt og prestige fra ringere kår.
Dette har ofte fået dem i problemer med deres naboslægt, den ligeledes ambitiøse og brutale slægt Griffenhjelm. Da borgerkrigen brød ud, benyttede de feje medlemmer af Griffenhjelm muligheden for at krydse grænsen og plyndre og røve Sortenravns jorder, og pludselig herskede der en ny fejde midt i krigens gru og mørke.
Da Sortenravn havde sendt adskillige af dens tropper afsted for at hjælpe med en hård belejring i nord, benyttede Griffenhjelm muligheden for at liste et snigangreb ind på Sortenravn, hvilket resulterede i, at slægtens ældste søn omkom, og den yngste blev invalideret. Før Griffenhjelm kunne nå at brænde Sortenravns slægtsborg til grunde, kom kongen til undsætning og stoppede den blodige fejde ved at tvinge de to rivaliserende slægter til en ægteskabsalliance.
Nu er der midlertidig fred mellem de to slægter på trods af et meget ulykkeligt ægteskab, men hvem ved, hvordan kongens bortgang vil påvirke den påtvungne våbenhvile.
En ædel og prestigefuld slægt, der altid har ført an i rigets forsvar og været en tro støtte for kronen. Derfor var de selvfølgelig også de første der sværgede at knuse det usle oprør af forræderiske stormænd.
Konstant at være i fronten for gud og konge har dog tæret på slægten og både overhovedet og en stor del af familiens håndgangne folk, har måtte lade livet i den hårde borgerkrig, og efterladt to enker tilbage i krigens asker.
Nu handler det om at få slægten på ret køl igen og styret den mod et samlet mål. Dette er dog lettere sagt end gjort for mange interne kræfter trækker i forskellige retninger, før enkedronningens store møde, hvor rovet fra de besejrede stormænd skal fordeles.
Som en af de nordlige slægter, var Stridsland nogle af de første til at slutte sig til oprøret mod Kronen, anført at den brave og erfarne Bernhardt Stridsland, der i årevis havde tjent som rigets Marsk.
I generationer har Stridsland været kendte som dygtige hærfolk, med et meget hårdt defineret æreskodeks, hvilket tit har bragt dem i fejde med andre familier.
Deres evner bragte stor krigslykke til oprørets side, i det første år af krigen, men da Marsk Stridsland blev lokket i baghold med døden til følge, mistede oprøret deres bedste feltherre.
Da den mægtige borg, Krakly, blev lagt under belejring, blev der sendt bud fra forsvarerne om at Stridsland skulle komme dem til undsætning, men for første gang i generationer brød Stridsland deres ord, og imens de sidste rotter og støvler blev konsumeret i oprørs borgen, var der intet Stridsland banner, der kom til syne i horisonten.
Borgen faldt til internt forræderi, og slukkede dermed endeligt oprørets sidste flamme, da kongens banner vejrede triumferende fra Kraklys tårne.
Nu er de unge arvringe draget afsted for at sværge troskab til den nye konge, og bede om tilgivelse for deres forræderi.
Stridsland har altid haft sit gode ry, men familien er en skygge af sig selv. Dens bedste stridsmand ligger slagne i mulet, deres mægtige overhoved er død og nu ser alle slægterne begærligt på, om de unge Stridsland medlemmer kan leve op til deres forfædres forgangsbillede.
Denne slægt har gamle aner tilbage fra da kongeriget oprindeligt blev grundlagt, og har alle dage holdt hårdt på deres ret til at fejde frit blandt naboer.
Ofte har kongemagten dog kunne begrænse dem til at plyndre rigets fjender og naboer i stedet for deres egne. Derfor er de også den eneste slægt uden en befæstet borg, da Kronmagten aldrig har givet dem tilladelse til at oprette sådan en i deres ørige. Torgeir har dog altid fastholdt at deres flåde er slægtens mure og tårne i stedet.
Kristendommens indtog satte dog en dæmper på disse traditionelle togter, men Torgeir slægten sejlede i stedet mod øst og plyndrede de vilde vendere og kaldte det Guds gerning.
Derfor var det kærkomment da borgerkrigen brød ud, og slægten nu havde mulighed for at gøre det de gør bedst, nemlig at drage ud i deres skibe og angribe udsatte kystområder.
Kronen holdt vejret for at se hvilken side de krigslystne Torgeir valgte, og må have draget en lettelsens suk, da slægten erklærede for kronen.
Der har dog altid været strid mellem rigets marsk og Torgeir-slægten, der rettelig mente at denne post tilfaldt dem, og i stedet sejlede de afsted for at kæmpe, som de fandt bedst. Onde tunger vil sige, at de har plyndret mere end kæmpet, og at nogle af målene endda har været stormandsslægter loyale mod kronen.
Slægten ledes af Katla Torgeir, datter og eneste overlevende arving efter den mægtige Styrbjørn Stærke. Katla har aldrig bundet sig i ægteskab og har brugt hele sit liv på at sejle, først med sin fader, og nu i fronten af den mægtige Torgeir-flåde.
Med sig har hun sine to bastardsønner, der begge er afsat mere eller mindre med ægtefællernes gode vilje.
Torgeir-slægten er draget afsted til møde med enkedronningen for at gøre krav på de jorder der burde tilfalde dem, og for at tage den åbne Marsk post, de burde have haft for årevis siden.
Denne slægt har en stolt tradition for at betvinge farvandene omkring riget og bekæmpe vendiske pirater.
Deres mægtige Vind Fyrtårn sikrer indgangen til sundet, hvor fjerne varer fra nær og fjern bliver bragt til hovedstaden.
Desværre døde deres overhoved nogle år før borgerkrigen brød ud og dernæst døde dennes hustru. Det efterlod den unge arving i sin onkels varetægt, og da kronen kaldte sin trofaste stormænd til våben mod oprøret, forblev Vindskiold tro mod kongen.
Deres støtte var dog enorm langsom og sløv. Altid kom de for sent. Altid var deres flåde tilbageholdt af dårlig vind. Altid og altid var der undskyldning.
Dette har selvfølgelig sortnet deres ry, og de er i forvejen i problemer med kirken, for at handle med venderne på trods af det korstog kirken forsøger at stable på benene.
Det siger også sig selv, at Vindskiold og Torgeir slægten er bidende rivaler, der begge konkurrerer om at have kontrollen over havet omkring kongeriget.
Ulvsholt har altid været kirkens tro støtter. Da der første gang blev mumlet om muligheden for Korstog mod de vilde vendere, var Ulvsholt de første, der hoppede i en båd og sejlede afsted.
Desværre mistede slægten hurtigt sit overhoved, ved denne Guds gerning, men atter engang havde familien vist, at de var kirkens mest betroede tjenere.
Bedre gik det, da de sluttede sig til Kronen under borgerkrigen, under ledelse af slægtens to tvillinger, der havde taget kontrollen, efter deres faders voldsomme død.
Her udmærkede Fira og Elisabeth Ulvsholt sig ved at sætte en risikabel plan i værk om et baghold, hvor Elisabeth, med falske dokumenter om Kronens troppe bevægelse ved mørkskov, lader sig fange. Fira og hendes trofaste soldater lå i baghold og fik i natten ‘’lige præcis’ befriet Elisabeth og taget Stridslands Ridder, Oddmund som gidsel.
Ulvsholt har en større koncentration af riddere på deres len, der alle er med i den religiøse orden, Ledestjernens Orden, der er undtaget fra at betale tiende til kirken, ifølge en gammel aftale lavet mellem dem, Ulvsholt og den forhenværende Ærkebiskop af Lidris.
Det giver sig selv at flere af kirkens folk, ser vredt på denne gamle aftale, der laver præcedens for, at nogle særlige grupper, ikke betaler deres kirkeskat. Specielt fordi Ulvsholt har givet en del jord ud til riddere, der nu ikke længere betaler til Guds hus.